Cheminova blev grundlagt i 1938 ved København af civilingeniør Gunnar Andreasen. Her havde man de første år forskellige kemiske produktioner, primært med baggrund i manglen på en række originale varer under krigen.
I 1944 forærede virksomhedens ejer samtlige aktier i selskabet til Aarhus Universitets Forskningsfond, der var oprettet med det ene formål at formidle økonomisk udbytte fra selskabet til forskningsmæssige formål på universitetet.
I 1953 flyttede Cheminova til Harboøre Tange, hvor den senere større agrokemiske fabrik blev etableret.
I de følgende årtier gennemgik virksomheden en rivende udvikling. Ikke mindst satsningen på insektmidler af organofosfattypen gav Cheminova en global førerstilling på netop dette felt. Senere er produktområdet udvidet til også at omfatte ukrudts- og svampemidler, ligesom virksomheden har bevæget sig fra at være en meget produktionsorienteret virksomhed til i højere grad at være markedsorienteret med egne varemærker og datterselskaber rundt om i verden.
Her i starten af det nye århundrede markerer Cheminova sig som en af de mest betydende generiske virksomheder og tegner sig for mellem 1% og 2% af den globale omsætning af plantebeskyttelsesmidler.
Til toppen
|