Ved et møde i Bruxelles den 22. januar 2010 stemte EU-medlemsstaterne for forslaget om at få malathion tilbage på markedet i Europa. Malathion vil hermed blive optaget på Annex I til Direktiv 91/414/EEC, og produkter med malathion kan igen blive registreret til brug i EU-medlemslandene. Cheminova vil nu kunne genintroducere malathion i Europa til bekæmpelse af skadevoldende insekter i forskellige afgrøder. Malathion har været ude af det europæiske marked siden december 2008.
Med optagelsen på Annex I har Cheminova en god platform til genintroduktion af den patenterede, vandbaserede malathion EW-formulering i Europa.
Genintroduktionen af malathion i de enkelte EU-lande vil tage flere år. Organisationen i Cheminovas Region Europa er for øjeblikket ved at udarbejde et genintroduktionsprogram, som vil bringe produktet tilbage på nøglemarkederne i Europa om tre til fem år, afhængigt af behandlingstiden i de enkelte stater.
Optagelsen på Annex I og efterfølgende registrering af malathion slutbrugerprodukter vil også få stor betydning for salget uden for Europa, og med optagelsen på Annex I er der skabt en god platform til oprettelse af EU importtolerancer.
26. januar 2010
Til toppen
|