Langsom start på året, men forventningerne fastholdes.
(Tal i parentes er 2008-tal)
På trods af den vanskelige situation i verdensøkonomien har Auriga i 1. kvartal 2009 opnået en vækst på 3% ved uændrede valutakurser. I danske kroner steg omsætningen med 1% til DKK 1.440 mio., mens resultat af primær drift blev DKK 103 mio. svarende til en EBIT-margin på 7%. Auriga fastholder forventningerne til året og bekræfter de ambitiøse mål i Cheminovas Business Plan „Fem-i-Femten“.
Krisen i verdensøkonomien påvirker landbruget, idet landmændene i nogle regioner har vanskeligt ved at opnå finansiering til indkøb af såsæd, gødning og plantebeskyttelse. Dette har - sammenholdt med et sent forår i Nordamerika og CIS-landene (Rusland, Ukraine m.fl.) samt tørke i Argentina og det sydlige Brasilien - ført til en langsommere start på året end ventet for Cheminova.
Som ventet er markedspriserne på glyphosat faldende i flere markeder, men priserne er fortsat højere end i samme periode sidste år. Den vigtigste valuta, USD, har kunnet afregnes til en kurs, som er 10% højere end i 2008, mens andre valutaer er faldet, så den samlede valutaeffekt på omsætningen er negativ.
Region Europa opnåede fremgang i omsætningen såvel totalt som organisk. Akkvisitionen af yderligere 25% af Stähler, så Cheminova nu ejer 75%, har bidraget med en omsætningsfremgang på DKK 57 mio., da selskabet er fuldt konsolideret fra 1. marts. Der måtte noteres faldende omsætning i Cheminovas øvrige salgsregioner.
Auriga fik en omsætning på DKK 1.440 mio. (DKK 1.430 mio.) og et driftsresultat før afskrivninger for perioden på DKK 153 mio. (DKK 170 mio.) svarende til en EBITDA-margin på 11% (12%). Resultat af primær drift blev DKK 103 mio. (DKK 122 mio.), og efter fradrag af finansielle udgifter på DKK 24 mio. blev resultat før skat DKK 81 mio. (DKK 109 mio.).
Forventninger til 2009
Der er fortsat stor usikkerhed om markedets udvikling, men brancheanalytikere forventer vækst på 3-5% i markedet. Cheminova venter uændret en stærk efterspørgsel i den resterende del af året og stigende markedsandel. Introduktion af flere nye produkter i løbet af sæsonen, vækst fra tidligere introducerede produkter samt fuld konsolidering af Stähler i ti af årets måneder og en højere afregningskurs for USD ventes samlet at sikre en omsætningsvækst på ca. 10%. Såvel Auriga som Cheminova fastholder derfor forventningerne til 2009 om en omsætning på ca. DKK 6.250 mio. og en EBIT-margin på ca. 9%. Det stigende salg vil medføre en reduktion i lagerbeholdningen primært i løbet af 3. kvartal, hvilket vil resultere i en forventet positiv pengestrøm fra driften.
Business Plan „Fem-i-Femten“
Cheminova arbejder målrettet efter en ambitiøs målsætning om at nå en fordobling af markedsandelen til 5% i 2015 gennem organisk vækst og akkvisitioner. Samtidig skal indtjeningen forbedres gennem stordriftsfordele og fortsatte forbedringstiltag overalt i virksomheden, så resultaterne kan måle sig med de bedste blandt sammenlignelige virksomheder i branchen. Opfyldelse af de ambitiøse mål er baseret på en række væsentlige forudsætninger, men den nuværende krise i verdensøkonomien forventes ikke at få betydning for de langsigtede udsigter for markedet, hvorfor planens målsætninger fastholdes.
--------------------------------------------------------------
Delårsrapporten kan i sin helhed ses på Aurigas hjemmeside www.auriga.dk.
5. maj 2009
Til toppen |