(uddrag af halvårsrapport for Auriga Industries A/S)
På trods af en lavere omsætning end ventet nåede Cheminova et restultat som forventet for 1. halvår 2007. Usikkerhed omkring udviklingen i sæsonen i 2. halvår i Brasilien får Cheminova til at reducere resultatforventningerne til hele året.
| Beløb i mio. kr. |
1. halvår 2007 |
1. halvår 2006 |
|
Nettoomsætning
Resultat af primær drift før af- og
nedskrivninger (EBITDA)
Resultat af primær drift (EBIT)
Finansielle poster |
2.089
162
74
(26) |
2.108
242
163
(24) |
| Resultat før skat |
48 |
139 |
|
Pengestrømme fra ordinær drift
Pengestrømme fra driftsaktivitet
pengestrømme fra investeringsaktivitet |
11
(9)
(78) |
(146)
(175)
(27) |
| Fri pengestrøm |
(87) |
(202) |
|
Investeringer i materielle anlægsaktiver
Afskrivninger |
78
88 |
27
79 |
|
Overskudsgrad (EBITDA)
Overskudsgrad (EBIT) |
8%
4% |
11%
8% |
(Tal i parentes er 2006-tal)
Cheminovas omsætning i 1. halvår 2007 på 2.089 mio. kr. (2.108 mio. kr.) levede ikke op til forventningerne og blev 19 mio. kr. lavere end 1. halvår 2006. Efter en god start på året blev omsætningen i 2. kvartal 2007 både lavere end forventet og lavere end sidste år.
Omsætningen er især negativt påvirket af strejken på selskabets danske produktionsanlæg og en negativ udvikling i flere markeder.
Resultat af primær drift blev 74 mio. kr. (163 mio. kr.) svarende til en EBIT-margin på 4% (8%). Efter fradrag af finansielle udgifter på 26 mio. kr. (24 mio. kr.) udgør resultat før skat 48 mio. kr. (139 mio. kr.), hvilket er som forventet.
Den fri pengestrøm blev i 1. halvår 2007 negativ med -87 mio. kr. (-202 mio. kr.). Arbejdskapitalen har udviklet sig bedre end forventet og bedre end sidste år især på grund af en betydelig reduktion af tilgodehavender i Brasilien, ligesom betalt selskabsskat på 20 mio. kr. (29 mio. kr.) har påvirket pengestrømmen positivt i forhold til sidste år.
Markedsudvikling
Efterspørgslen på biobrændstof baseret på majs, sukkerrør og raps i henholdsvis USA, Brasilien og Europa er kraftigt stigende. Dette betyder stigende afgrødepriser for landmændene og dermed et større incitament til at beskytte afgrøderne. Det globale marked for plantebeskyttelsesmidler vurderes således at være steget i forhold til 1. halvår 2006.
I USA betyder den store fokus på mulighederne for at anvende majs i produktionen af bioethanol, at arealet tilplantet med majs er øget med 19%, mens arealerne med sojabønner og især bomuld er reduceret. Tilsvarende er markedet i Brasilien positivt påvirket af udviklingen i afsætningen af sukkerrør.
Klimamæssigt var 1. halvår præget af et meget tidligt og varmt forår i Europa samt et koldt og forsinket forår i USA. Dette har betydet et godt år for salget af svampemidler i Europa, mens det amerikanske marked for insektmidler har været mindre end ventet som følge af lave insektinfestationer.
Salg og distribution
Den positive udvikling for landbruget vil alt andet lige betyde forbedrede markedsmuligheder for Cheminova i takt med opnåelse af registreringer på selskabets nye produkter til anvendelse i majs og sukkerrør. På kort sigt er ændringerne i afgrødearealerne primært i USA imidlertid ikke en positiv udvikling for Cheminova, idet det eksisterende produktprogram finder mindre anvendelse i majs end i bomuld og til dels soja. Det drejer sig især om selskabets traditionelle insektmidler, der har et meget væsentligt marked i bomuld.
Strejken på fabrikken på Rønland ved Lemvig ramte alle produktionsanlæg i en periode på 12 dage, hvilket medførte et betydeligt produktionstab i en meget vigtig periode i forhold til en række nøglemarkeder. I nogen udstrækning har dette betydet tabt salg i markedet, hvilket især er tilfældet på glyphosat, hvor anlægget ellers kører på fuld kapacitet. Den fortsatte vækst i anvendelsen af glyphosat globalt betyder, at man i flere markeder har oplevet knaphed og begyndende prisforhøjelser på produktet, men markedet er fortsat stærkt konkurrencepræget.
Salget af svampemidler har skuffet, specielt som følge af den vanskelige situation i Brasilien, hvor produktet flutriafol anvendes til bekæmpelse af svampesygdommen sojarust. Landmændene vælger fortsat i stor udstrækning at anvende produkter indeholdende flutriafol, men konkurrencesituationen er ændret med flere godkendte produkter. I USA har der ikke i 1. halvår været behov for at bekæmpe sojarust, mens der i Østeuropa er opnået en positiv salgsudvikling.
Salget af insektmidler af organofosfattypen faldt og udgjorde knap 22% af den samlede omsætning mod 24% i 1. halvår 2006. Nedgangen skyldes blandt andet en sen sæsonstart og lav insektinfestation i USA. Salget af de nye insektmidler og pyrethroider har vist fremgang, men mindre end forventet.
Salget af nye generiske produkter og tredjepartsprodukter har vist pæn fremgang. Registreringsmyndighederne er i flere lande belastede af et stort arbejdspres, hvilket medfører forsinkelser i behandlingen af ansøgninger om registrering, og det resulterer ofte i en senere markedsintroduktion af nye produkter end forventet.
På fine chemicals, mellemprodukter og flotationsmidler mv. blev der samlet opnået resultater på niveau med sidste år.
Udviklingen i væsentlige markeder som USA, Brasilien og Indien har ikke været tilfredsstillende i 1. halvår. Til gengæld har der været god fremgang i flere europæiske markeder som Spanien, UK og Rusland. De nye salgsselskaber har stort set udviklet sig som forventet. Flere af Cheminovas nye salgsselskaber befinder sig i en indkøringsfase med hensyn til opnåelse af registreringer på Cheminovas egne produkter, hvorfor omsætningen for disse overvejende består af tredjepartsprodukter med lavere indtjeningsmarginer.
I Brasilien er de høje afgrødepriser positive for landbrugssektoren, men en stærk valutakurs trækker i modsat retning. I forventning om en snarlig finansieringspakke fra regeringen har mange landmænd på det seneste været tilbageholdende med betaling af gammel gæld. Det er dog lykkedes Cheminova Brasilien at nedbringe tilgodehavender med mere end 200 mio. kr. i forhold til 2006. Den overforfaldne andel af selskabets tilgodehavender er ligeledes lavere end på samme tidspunkt sidste år.
Der er fortsat ikke opnået nogen afklaring med Cheminovas forsikringsselskab omkring produktansvarssagerne.
I overensstemmelse med Business Planen er udgifterne til markedsføring, udvikling og registrering yderligere forøget i forhold til 1. halvår 2006.
Corporate Social Responsibility (CSR)
Der er i løbet af 1. halvår 2007 gennemført en ISO 14001 certificering på miljøområdet af produktionsanlægget i Danmark, ligesom arbejdsmiljø- og sikkerhedsområdet er OHSAS 18001 certificeret.
De fundamentale principper for Cheminovas leverandørkodeks er udarbejdet og kommunikeret til alle relevante leverandører. Product Stewardship-principperne er godkendt og under formel implementering i alle Cheminovas datterselskaber.
Business Plan 2010
Cheminovas Business Plan dækkende perioden 2005 til 2010 har som mål en omsætning på 6 mia. kr. og en EBIT-margin på 14% i 2010.
Målsætningen ændres nu som følge af ændrede forudsætninger:
- Kursen på USD, der i Planen var indregnet til kr. 6,50 i 2010, kan ikke i dag anses for realistisk. Ved dagens kursniveau ville dette alt andet lige medføre en reduktion af omsætningen på ca. 200 mio. kr. og en reduktion af EBIT-marginen med 2½ procentpoint. Cheminova vil også fremover løbende reducere sin afhængighed af kursudviklingen på USD blandt andet gennem øget sourcing af produkter i USD.
- Markedforholdene i Brasilien med øget konkurrence og et ændret forbrugsmønster på svampemidler betyder, at dette marked og især svampemidlet flutriafol ikke kan forventes at spille så væsentlig en rolle for Cheminovas fremtidige indtjening som planlagt.
- De nødvendige registreringer for introduktion af nye generiske produkter udviklet af Cheminova forsinkes, hvilket primært skyldes flaskehalse hos myndighederne i EU-landene.
På trods heraf fortsætter Cheminova uændret sin strategi med at udvikle, registrere og introducere en række nye, interessante produkter for derigennem at skabe en mere bæredygtig global position i markedet. Parallelt hermed øges indsatsen for gennem tilpasninger, rationaliseringer og organisationsændringer at opnå betydelige forbedringer. Resultatet af realiseringen af Cheminovas strategiske udviklingsplan og forberingstiltagene skal sikre, at Cheminova i 2010 opnår en omsætning på 5,5 mia. kr. og en EBIT-margin på 10% og bedre nøgletal i årene derefter. Til gennemførelse af forbedringstiltagene forventes engangsomkostninger på 20 mio. kr. i 2007.
Salget af Skamol og beslutningen om at undersøge mulighederne for et frasalg af Hardi betyder, at Auriga kan koncentrere indsatsen om at udvikle Cheminova. De finansielle mål i den reviderede Business Plan ventes opnået alene ved organisk vækst. Herudover er det selskabets målsætning at forfølge relevante akkvisitionsmuligheder og spille en aktiv rolle i den strukturrationalisering, som forventes inden for branchen.
Forventninger til 2007
Det er meget usikkert, hvorledes 2. halvår vil udvikle sig primært på grund af Brasilien. For hele 2007 ventes fortsat en omsætning på ca. 4,3 mia. kr. Det vil imidlertid ikke være muligt at opnå de tidligere forventede indtjeningsresultater for året. Der ventes nu en EBIT-margin på 3-4% og et resultat før skat på ca. 80 mio. kr. efter engangsomkostninger på 20 mio. kr. Ved årets start og efter 1. kvartal var forventningerne en EBIT-margin på 5-6% og et resultat før skat på ca. 165 mio. kr.
-------------------------------------------------------------------
Hele halvårsrapporten kan ses på Aurigas hjemmeside www.auriga.dk.
22. august 2007
Til toppen
|