EU’s nye kemikaliepolitik har et godt sigte, men må ikke undergrave konkurrenceevnen. Politikken vil foruden administration påføre Cheminova omkostninger på 25-100 mio. kr. over en 10-års periode, hvortil kommer øgede udgifter til køb af råvarer og hjælpestoffer.
EU’s nye kemikaliepolitik REACH (Registration, Evaluation and Authorisation of CHemicals) blev midt i december behandlet i både Europaparlamentet og Ministerrådet. Kommissionens forslag fra den 19. december 2005 må derfor forventes i det væsentlige at blive gældende. En endelig vedtagelse forventes ultimo 2006 eller primo 2007 med ikrafttrædelsestidspunkt medio 2007 eller primo 2008. Registreringen af kemikalierne vil herefter ske over en periode på 11 år. Kemikalier, der håndteres i store mængder, skal registreres først.
Cheminovas holdning til REACH
Cheminova er enig i den grundliggende tankegang i REACH: Højt niveau for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet under samtidig hensyntagen til konkurrenceevne og styrkelse af innovationsmuligheder.
Vi finder det imidlertid af største vigtighed for konkurrenceevnen, at arbejdet med den praktiske gennemførelse af forslaget sker i et konstruktivt samspil med de virksomheder, der omfattes af forordningen.
Konsekvenserne af forslaget for Cheminova
Der vil være omkostninger forbundet med registrering af de produkter, der produceres på vore anlæg i Danmark (i EU), og de råvarer og hjælpestoffer vi bruger til produktionen. Hertil kommer administration.
Plantebeskyttelsesmidler: Cheminovas aktivstoffer til plantebeskyttelsesmidler er omfattet af en eksisterende registreringsordning og er derfor undtaget fra REACH. De formuleringskemikalier, der herudover indgår i et plantebeskyttelsesmiddel, forventer vi også bliver undtaget, da de bliver vurderet sammen med aktivstoffet i relation til lovgivningen for plantebeskyttelsesmidler. En afklaring påregnes inden den endelige vedtagelse af forordningen. Omkostningsniveauet for Cheminova forventes at være af begrænset omfang.
Fine chemicals til industriel anvendelse: Cheminovas produktion af flotationsmidler til mineindustrien vil blive omfattet af registreringsordningen. De enkelte produkter er kemisk beslægtede, og forordningen åbner derfor mulighed for, at der kan anvendes analogislutninger. Det vil give mulighed for reduktion i omkostningerne. Afhængig af forordningens detailudformning ventes omkostningerne for Cheminova at blive 10-30 mio. kr.
Mellemprodukter til kemisk syntese: Der er lempede registreringskrav til mellemprodukter, der indgår i kemiske processer, hvis processerne foregår i lukkede systemer inklusive eventuel transport mellem forskellige procesanlæg. Det er endnu uvist, hvordan begrebet ”lukkede systemer” defineres. Det har stor betydning for de omkostninger, som Cheminova påføres, idet vi har en betydelig produktion af den type produkter. Afhængigt af detailudformningen af forordningen ventes omkostningerne for Cheminova at blive 5-75 mio. kr. Da vi forventer, at Cheminovas anlæg kan betragtes som lukkede systemer, er et omkostningsniveau i den nedre ende mest sandsynligt.
Råvarer og hjælpestoffer: Kemikalier, som vi køber og anvender til fremstilling af vore salgsprodukter i Danmark (i EU), vil være underlagt registreringskrav, der vil fordyre dem. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at kvantificere omkostningerne for Cheminova i den forbindelse, men de kan blive af betydeligt omfang.
Administration: Forordningen er meget bureaukratisk. Det er af stor betydning, at der fokuseres meget på en simpel udmøntning af den i praksis. Afhængigt af detailudformningen af forordningen vil administrationsbyrden for Cheminova medføre en personaleforøgelse på 1 til 5 personer.
Konkurrenceforholdene for kemisk produktion i EU
For kemiske virksomheder, der som Cheminova opererer på det globale marked, vil omkostningerne i relation til REACH kun i begrænset omfang (salg i EU) kunne overføres til kunderne. Det forhold kan få væsentlig betydning i fremtiden, specielt når Cheminova og andre kemiske virksomheder skal beslutte, hvor nye produkter skal produceres.
4. januar 2006
Til toppen
|