Cheminova køber aktiemajoritet i selskabet CropTech, som har aktiviteter i Colombia, Ecuador, Peru og Panama, for at styrke sin markedspositionen i Latinamerika.
Med det formål at styrke sin markedsposition i Latinamerika har Cheminova pr. 1. januar 2006 købt aktiemajoriteten i CropTech S.A.
CropTech er en mindre, uafhængig distributør af plantebeskyttelsesmidler i Colombia og de omkringliggende lande. I 2005 forventer selskabet at opnå en omsætning på omkring 6 millioner USD. CropTech vil fortsat operere under CropTech navnet, og ledelsen fortsætter uændret.
Siden selskabet blev oprettet i 2003, har CropTechs ledelse bestået af Andreas Lorenz og Tairo Vellojin. Selskabet har en bred produktportefølje baseret på en række velkendte produkter og varemærker.
”CropTechs stærke ledelse, brede produktportefølje og store kundekreds vil sammen med vores position som kvalitetsudbyder af en række vigtige produkter være den helt rigtige platform for Cheminovas vækst i Colombia og de omkringliggende lande,” udtaler Jesper K. Hansen, Cheminovas direktør for salg og marketing. ”I Latinamerika har Cheminova allerede stærke datterselskaber i Mexico, Brasilien og Argentina.”
Markedet for plantebeskyttelsesmidler i Colombia har en værdi på omkring 350 millioner USD og hele Andean-regionen en værdi på over 700 millioner USD. Området er dermed en vigtig del af det globale marked for plantebeskyttelsesmidler.
Med akkvisitionen af CropTech fortsætter Cheminova styrkelsen af sin direkte adgang til de vigtigste markeder for plantebeskyttelsesmidler i verden.
21. december 2005
Til toppen |