(Uddrag af kvartalsrapport for Auriga Industries A/S)
Cheminovas omsætning i 3. kvartal 2005 blev på 1.078 mio. kr. (1.148 mio. kr.) eller stort set som forventet.
Salget af malathion til det amerikanske program til udryddelse af snudebiller i bomuld startede i år allerede i juni. Leverancerne til programmet bliver igen i år større end forventet, omend mindre end sidste år.
I Sydamerika og Indien startede sæsonen noget senere end i 2004, men har især i Brasilien udviklet sig tilfredsstillende siden slutningen af september. Der forventes således igen i år et stort behov for svampemidler til bekæmpelse af rust i soja i Brasilien.
De brasilianske landmænd er ramt af faldende priser på vigtige afgrøder og af stigningen i den brasilianske valuta over for USD. Nedgangen i den brasilianske landmands indtægter har medført, at Cheminova i en række tilfælde har været nødt til at forlænge kreditperioden til foråret 2006.
På den nordlige halvkugle sluttede sprøjtesæsonen de fleste steder i begyndelsen af 3. kvartal. Cheminova Mexico har dog i 3. kvartal fortsat den tilfredsstillende fremgang, som også kendetegnede udviklingen i 1. halvår 2005.
Salget af Cheminovas nye produkter har i den forløbne del af 2005 udviklet sig tilfredsstillende. De nye produkter udgør fortsat en mindre del af Cheminovas samlede omsætning, men vil stige væsentligt i de kommende år. Cheminovas portefølje af egne produkter består i år af godt 30 produkter, dobbelt så mange som for fem år siden.
Cheminovas antal af salgsselskaber udvides fortsat. Efter etableringen i Polen og Bulgarien er Cheminova nu repræsenteret med salgsdatterselskaber i 14 lande, og yderligere udvidelse af distributionsnettet forventes i den kommende tid.
Cheminovas engelske datterselskab, Headland, har i oktober erhvervet selskabet Verdi-Crop Ltd. Verdi-Crop er en mindre distributør af mikronæringsstoffer. Med købet er der skabt mulighed for en udvidelse af Headlands produktion og salg af mikronæringsstoffer.
Cheminova forventer ligesom ved halvåret en omsætning for hele 2005 på ca. 4.000 mio. kr.
-------------------------------------------------
Hele kvartalsrapporten kan ses på Aurigas hjemmeside www.auriga.dk.
9. november 2005
Til toppen
|