(Uddrag af kvartalsrapport for Auriga Industries A/S)
Cheminovas omsætning i 3. kvartal 2004 blev på 1.148 mio. kr. mod 961 mio. kr. i 2003, en stigning på 19%. Stigningen er større end forventet ved halvåret.
Den generelt positive tendens fra 1. halvår fortsatte i 3. kvartal på de fleste markeder. Hertil kom et uventet stort salg af malathion til det amerikanske program til udryddelse af snudebiller i bomuld. Leverancerne til programmet er koncentreret i månederne august og september. Selvom programmet i disse år nærmer sig sin succesfulde afslutning, kan der i de enkelte år være store udsving i antallet af snudebiller og dermed i forbruget af malathion.
Cheminovas omsætning i årets første tre kvartaler blev på 3.190 mio. kr., hvilket er 15% over tilsvarende periode i 2003.

Flutriafol er effektiv i bekæmpelsen af svampesygdommen sojarust,
der udgør en alvorlig trussel mod den brasilianske produktion af
soja. Her blad fra angrebet mark i Brasilien.
I den forløbne del af 2004 har markedet for plantebeskyttelsesmidler været begunstiget af gode verdensmarkedspriser på en række afgrøder, højt insektpres på mange markeder og de fleste steder gode klimatiske forhold. Med sit brede produktprogram har Cheminova og dets salgsdatterselskaber fuldt ud været i stand til at udnytte de gode konjunkturer i branchen.
Cheminova har i de senere år udvidet sit produktprogram med en række egenudviklede og tilkøbte produkter, som stort set alle har klaret sig godt i 2004. Hertil kommer, at salget af selskabets ældre produkter af organofosfatfamilien, blandt andet på grund af salget til snudebilleprogrammet, mod forventning ikke er faldet i år.
Vækstsæsonen på den nordlige halvkugle ophørte omkring midten af oktober. Cheminova forventer dog i 4. kvartal en omsætning lidt over sidste år. Det skyldes forventningerne om et godt salg i Sydamerika og især i Brasilien, hvor Cheminovas svampemiddel flutriafol forventes at opnå en god afsætning i de kommende måneder. Flutriafol har vist sig at være effektiv i bekæmpelsen af sygdommen "sojarust", der i disse år udgør en alvorlig trussel mod den brasilianske produktion af soja. I 4. kvartal forventer Cheminova endvidere at skulle levere produkter til græshoppebekæmpelsen i Afrika.
For hele 2004 forventer Cheminova en omsætning på ca. 4,0 mia. kr., hvilket er 17% mere end i 2003.
9. november 2004
Til toppen |